onsdag den 5. november 2014

Verdens bedste, hurtigste, billigste og mest cremede tomatsuppe

Okay, det er store ord - men hjemmelavet tomatsuppe er nu engang bare en efterårsfavorit! Eller rettere sagt, det er det blevet. Engang var tomatsuppe en omgang Knorr med suppehorn i, og bevares, det var da lækkert, men det er ikke ligefrem i tråd med nutidens trend.
Så den har ligget på hylden de sidste mange år, indtil jeg sidste år kom forbi en café i Aarhus, der serverede tomatsuppe som dagens ret. Det var forrygende! Så jeg kastede mig ud i en hjemmelavet omgang, og det har været et solidt hit siden da. 
Og som altid står budget og tidsbesparelse højt på prioriteringslisten - og disse krav er uden tvivl opfyldt her. Med et nogenlunde velassorteret køkken og køleskab kan suppen laves for noget der ligner en 15-20 kr per mand. Så det kan vist godt kaldes SU-venlig aftensmad.

TomatsuppeTil 2-3 sultne personer:
  • 2 dåser flåede tomater
  • 2-3 løg
  • Evt. diverse småkedelige grøntsager fra grøntsagsskuffen
  • 1 bouillonterning (hønse eller grøntsags)
  • 1/4 liter piskefløde 
  • En håndfuld frisk basilikum, eller et par teskeer tørret
  • ½-1 liter vand
  • Lidt chili - frisk eller tørret
  • 2 tsk oregano
  • 1 tsk paprika
  • 1-2 tsk sukker
  • Salt og peber
  • Tilbehør: Brød af en slags
  • Til luksus-udgave: Peanuts og rucolasalat

Fremgangsmåde:

Svits hakket løg og eventuelle grøntsager i lidt olie ved svag varme i 5-10 minutter. Når løgene er klare, svitses krydderierne hurtigt af, og tomat, ½ liter vand og bouillon tilsættes. Alle ingredienser undtagen fløde tilsættes, og suppen koges op i 5-10 minutter. Herefter blendes suppen, og derefter tilsættes fløden. Hvis suppen er for tyk herefter, kan der tilsættes noget ekstra vand, til den rette konsistens opnås. Til sidst smages suppen til med salt og peber og serveres med brød til. 

2 kommentarer:

  1. Meget lækker tomatsuppe, lige mig :-)
    Den kan jeg godt kaste mig ud i at få lavet.
    God smuk søndag i det fine snevejr :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :-) jeg har faktisk lavet præcis den suppe i dag. Det passede lige til vejret med varm suppe.

      Slet