mandag den 20. november 2017

Chokoladesnegle med tahin

Chokoladesnegle med tahin
Disse chokoladesnegle er ikke specielt børnevenlige. De er kraftige i smagen, bitre og passer perfekt til en stor kop kaffe.
Sneglene er et take på en traditionel kage fra Israel, som jeg første gang stiftede bekendtskab med i bazaren i Jerusalem. Der laves de i en croissant-form, så det skal måske prøves næste gang. Eller måske som snurrer?
Prøv dem hvis du har en chokoladegal kæreste eller veninde!

Til ca. 20-25 snegle:

  • 150 gram smør
  • 2,5 dl mælk
  • 25 g gær
  • 3 æg str. medium
  • 75 g sukker
  • 750 g mel
  • 1 1/2 tsk. salt

Fyld:
  • 150 g mørk chokolade (gerne 70 % kakao) 
  • 150 g smør
  • 40 g flormelis
  • 45 g tahin (igen - når du alligevel har købt den gode tahin til hummus, er det selvfølgelig den, du bruger. IKKE den grove, mørke fra Urtekram, selvom mit økohjerte ville ønske, at den var god) 
Til pensling:
  • 1 æg
  • 1 spsk. sesamfrø

1. Først laves dejen. Smørret til dejen smeltes i en gryde eller i mikroovnen. Når det er smeltet, blandes den kolde mælk i, og det hældes i en skål. Gæren røres ud i blandingen. Tilsæt æggene. 

2. Bland sukker, salt og mel sammen og bland det lidt ad gangen i den våde blanding. Hvis dejen er meget klistret, kan der tilsættes en smule mere mel, men prøv at se, om den ikke kan æltes sammen, da for meget mel bare giver tørre og kedelige kager. 

3. Ælt dejen godt sammen enten i hånden eller på røremaskine. Gerne 10 min., hvis du orker. Herefter skal dejen hæve til dobbelt størrelse - det tager ca. halvanden til to timer. 

4. Når dejen er ved at være hævet færdigt, laves chokoladefyldet. Smelt smør og chokolade sammen i en gryde. Når det er helt smeltet, og har en ensartet konsistens, tilsættes flormelis. Hvis flormelissen er klumpet, kan den sies i blandingen. Når det er rørt ud, tilsættes tahin til blandingen. 

5. Chokoladefyldet kan sættes på køl indtil dejen er rullet ud. Så er den nemmere at håndtere. 

6. Rul dejen ud til en stor firkant på 1/2-1 cm tykkelse. Smør chokoladefyldet på. Hvis det er meget flydende, så giv det 5 minutter mere i køleskabet eller smid det på frys et kort øjeblik. Hold øje med det, for pludselig begynder det at stivne. 

7. Rul dejen sammen til en lang pølse, og skær den i 2-3 cm tykke skiver. Brug en skarp kniv, som vaskes ind imellem, da den bliver ret fedtet af chokoladen. Læg sneglene på bageplader til hævning. Der skal være god mellemrum imellem, da de hæver en del - jeg kunne have 11 chokoladesnegle på en plade. Lad sneglene efterhæve i ca. en time under et fugtigt viskestykke.

8. Tænd ovnen på 220 grader - ikke varmluft. Pensl sneglene med sammenpisket æg, og drys lidt sesamfrø over.

9. Bag én plade ad gangen. Sneglene skal have 10-12 minutter - til de har en flot gylden farve. 

10. Nyd chokoladesneglene samme dag, eller giv dem en hurtig tur i ovnen for at live dem op igen dagen efter eller efter en tur i fryseren. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar